Præsentation

Fotograf og foredragsholder

Uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag fra Roskilde Universitetscenter 1981. Undervist på en række gymnasier og HF-kurser. 1992-2017 lektor på Viborg Katedralskole.

Mellemøststudier på Syddansk Universitet i Odense. Afsluttet eksamen sommeren 2005.

I 1970’erne, 80’erne og også efter murens fald flere rejser i alle de østeuropæiske lande. Senere rejser til Indien, Nepal, Pakistan, Iran, Afghanistan, Israel, Palæstina, Egypten og Mocambique med støtte fra bl.a. DANIDA og FALS (Foreningen Af Lærere i Samfundsfag). Mange rejser til Rom og bl.a. guide for Klassikernes Rejseforening.

I 1998 vandretur på den gamle pilgrimsvej til Santiago de Compostela sammen med Melaine Christensen – 650 km. Nyt opdateret foredrag.

Senest foto-tur november 2018 til Italien og Sicilien. Og med nyt foredrag


Skrevet om Finn Christensen (i kommende udgave af Tom Jørgensen - 101 kunstnere, 2019):

Den, der tager sig tid til at træde ind i Finn Christensens fotografiske univers, vil opleve en verden, hvor det flygtige og det uhåndgribelige får lov at blomstre. Flygtigheden understreges til tider af den tåge, der svæver i mange af Christensens landskabsfotos. Den skaber et indtryk af stilhed, af foruroligende lethed, af fravær. Fravær af både lyd, af personer, af skarpe konturer. Tilbage står en oplevelse af stilhed og af sløret skønhed, der dog ikke bliver formløs; linjer i tågebanker, retninger og geometriske former i netop anede bakker og et enkelt, kantet og fjernt hus på en bakketop giver struktur og komposition til værkerne. På bomuldspapiret antager landskabsfotografierne en stoflighed, der næsten kan skabe tvivl om både materiale og om den virkelighed, der sitrer tyst imod beskueren; hvad gemmer der sig bag tågen, er gråtonerne naturens egne eller skyldes de fotografens hånd? Hvad sker der, når tågen letter, når flygtigheden ophører?

Samme mystik opleves i andre mennesketomme fotografier, hvor farverne får lov at stå gennemmættede og næsten grelle, som i en slags overbelysning. Igen tvinges beskueren til at overveje scenen: hvorfor er her ingen, hvorfor er himlen så sort-blå, og vil der snart ske en katastrofe; eller befinder vi os i en spøgelsesby, og er katastrofen for længst indtruffet? Sådan er det med mange af Christensens landskabsfotos: de anslår en stemning, der tvinger beskueren til at gå i dialog med sig selv og værket og foreslå mange forskellige ’før’ og ’efter’ det øjeblik, som Christensen lægger frem for ham.

Øjeblikke er der også på mange måder tale om i Christensens portrætfotos. Måske er betegnelsen portrætfoto ikke velanbragt, for der er ikke tale om traditionelle portrætter, hvor de fotograferede indtager en ønsket position og tillidsfuld eller udfordrende stirrer fotografen i øjnene. Der er snarere tale om, at fotografen kaster sit blik på et menneske, der i det øjeblik, hvor fingeren knipser fotoet, hviler i sig selv og enten ser væk, vender ryggen til, passerer eller helt afslappet kigger ud på eller mod noget, der nok må være den fotograferende. Disse mennesker er indadvendt optaget af et eller andet, de er som i landskaberne præget af en mystik og en bortvendthed, der på én gang kan virke både udfordrende og blufærdig. Således forekommer adskillige af Christensens kvindeportrætter erotiske. De er sanselige og erotiske, netop fordi de fotograferede kvinder ikke poserer, men af kameraet stoppes i en bevægelse eller i en kropsholdning, der forekommer helt og aldeles ubevidst. Der bliver således tale om erotiske øjeblikke, næsten forelskede blikke fra fotografen, der sender dette blik videre til beskueren. Kvinderne ved intet. De var på et sted et øjeblik, ofte slørede og med siden eller ryggen vendt mod fotografen.

Finn Christensen har rejst meget, og han finder mange af sine motiver i Mellemøsten, f.eks. i Iran eller Afghanistan. Ofte ser man hos andre fotografer disse ”krigsplagede” områders befolkning optræde som enten ofre eller voldsmænd, men ikke hos Christensen. Her samler interessen sig om menneskeligheden i den fremmede. I disse fotografier møder blikket ofte direkte fotografens linse, men netop fordi hensigten ikke er at pege på en uretfærdighed eller en lidelseshistorie, yder fotografierne disse mennesker retfærdighed. Vi ser dem som mennesker i al deres individualitet.

Det er værd at huske på, at Christensens fotografier ikke kun er mystik og stemning. De er også komposition. Det gælder også fotografierne med mennesker, der ofte kommunikerer med beskueren både gennem det fangede, ofte erotiske, øjeblik og gennem samme øjebliks fastholdelse i en struktur af sort-hvide kontraster, af skærende linjer, af indrammede cirkler, af symmetriske spejlinger. Sådan er Christensens fotografier: flygtig, lokkende stemning og spil med form og strukturer.

Jan Hupfeldt Nielsen, lektor i dansk, italiensk og spansk.