Præsentation

Uddannet cand.mag i historie og samfundsfag fra Roskilde Universitetscenter 1981. Gymnasielærer på en række gymnasier og HF, senest Viborg Katedralskole 1993-2017. Mellemøststudier fra Syddansk Universitet 2003. Fotos til flere bøger og tidsskrifter.

Rejst i en lang række lande med støtte fra bl.a. DANIDA og mange foredrag herfra. Bl.a. Afghanistan, Iran, Sydsudan, Vietnam og Mocambique. Guide i Rom for bl.a. Klassikernes Rejseforening

Arbejder i dag med fotoudstillinger og foredrag. I de seneste 20 år har jeg arbejdet meget med fotografiet. Udgangspunktet har været mine mange rejser både i og udenfor Europa. Mine fotos har samtidig været omdrejningspunktet for mine foredrag. Jeg bruger både min akademiske og fotografiske baggrund til at finde ind til min egen æstetiske formidling af mine budskaber i fotografiet.

Skrevet om Finn Christensen (i Tom Jørgensen - 101 kunstnere, 2019):

Den, der tager sig tid til at træde ind i Finn Christensens fotografiske univers, vil opleve en verden, hvor det flygtige og det uhåndgribelige får lov at blomstre. Flygtigheden understreges til tider af den tåge, der svæver i mange af Christensens landskabsfotos. Den skaber et indtryk af stilhed, af foruroligende lethed, af fravær. Fravær af både lyd, af personer, af skarpe konturer. Tilbage står en oplevelse af stilhed og af sløret skønhed, der dog ikke bliver formløs; linjer i tågebanker, retninger og geometriske former i netop anede bakker og et enkelt, kantet og fjernt hus på en bakketop giver struktur og komposition til værkerne. På bomuldspapiret antager landskabsfotografierne en stoflighed, der næsten kan skabe tvivl om både materiale og om den virkelighed, der sitrer tyst imod beskueren; hvad gemmer der sig bag tågen, er gråtonerne naturens egne eller skyldes de fotografens hånd? Hvad sker der, når tågen letter, når flygtigheden ophører?

Samme mystik opleves i andre mennesketomme fotografier, hvor farverne får lov at stå gennemmættede og næsten grelle, som i en slags overbelysning. Igen tvinges beskueren til at overveje scenen: hvorfor er her ingen, hvorfor er himlen så sort-blå, og vil der snart ske en katastrofe; eller befinder vi os i en spøgelsesby, og er katastrofen for længst indtruffet? Sådan er det med mange af Christensens landskabsfotos: de anslår en stemning, der tvinger beskueren til at gå i dialog med sig selv og værket og foreslå mange forskellige ’før’ og ’efter’ det øjeblik, som Christensen lægger frem for ham.
Øjeblikke er der også på mange måder tale om i Christensens portrætfotos. Måske er betegnelsen portrætfoto ikke velanbragt, for der er ikke tale om traditionelle portrætter, hvor de fotograferede indtager en ønsket position og tillidsfuld eller udfordrende stirrer fotografen i øjnene. Der er snarere tale om, at fotografen kaster sit blik på et menneske, der i det øjeblik, hvor fingeren knipser fotoet, hviler i sig selv og enten ser væk, vender ryggen til, passerer eller helt afslappet kigger ud på eller mod noget, der nok må være den fotograferende. Disse mennesker er indadvendt optaget af et eller andet, de er som i landskaberne præget af en mystik og en bortvendthed, der på én gang kan virke både udfordrende og blufærdig. Således forekommer adskillige af Christensens kvindeportrætter erotiske. De er sanselige og erotiske, netop fordi de fotograferede kvinder ikke poserer, men af kameraet stoppes i en bevægelse eller i en kropsholdning, der forekommer helt og aldeles ubevidst. Der bliver således tale om erotiske øjeblikke, næsten forelskede blikke fra fotografen, der sender dette blik videre til beskueren. Kvinderne ved intet. De var på et sted et øjeblik, ofte slørede og med siden eller ryggen vendt mod fotografen.
Finn Christensen har rejst meget, og han finder mange af sine motiver i Mellemøsten, f.eks. i Iran eller Afghanistan. Ofte ser man hos andre fotografer disse ”krigsplagede” områders befolkning optræde som enten ofre eller voldsmænd, men ikke hos Christensen. Her samler interessen sig om menneskeligheden i den fremmede. I disse fotografier møder blikket ofte direkte fotografens linse, men netop fordi hensigten ikke er at pege på en uretfærdighed eller en lidelseshistorie, yder fotografierne disse mennesker retfærdighed. Vi ser dem som mennesker i al deres individualitet.
Det er værd at huske på, at Christensens fotografier ikke kun er mystik og stemning. De er også komposition. Det gælder også fotografierne med mennesker, der ofte kommunikerer med beskueren både gennem det fangede, ofte erotiske, øjeblik og gennem samme øjebliks fastholdelse i en struktur af sort-hvide kontraster, af skærende linjer, af indrammede cirkler, af symmetriske spejlinger. Sådan er Christensens fotografier: flygtig, lokkende stemning og spil med form og strukturer.


Jan Hupfeldt Nielsen, lektor i dansk, italiensk og spansk.