Sydsudan – et nyt land fødes

    

Forventningerne op til folkeafstemningen i 2011 i det overvejende kristne Sydsudan om løsrivelse fra det muslimske nordlige Sudan var enorme. Denne her enestående historiske chance skulle gribes. Efter den længste og en af de blodigste borgerkrige i Afrikas historie, skulle den sidste kugle affyres. Men nu via stemmesedlen. Man ville have fred. Ganske enkelt fred. Og frigøres fra det arabiske slaveri, som det blev sagt.

Under hele ugen med folkeafstemningen var stemningen euforisk. Der blev sunget og danset. Men man stod også i kø i timevis. Tålmodigt. Hvad der ikke var lykkedes for tidligere generationer, skulle lykkes nu. Uanset om man er kristen eller muslim. Alt var eksemplarisk demokratisk og velordnet på dette sted i Afrika, som hører til verdens allerfattigste.

Udfaldet af afstemningen var sigende – næsten 100% stemte for selvstændighed. Gældende fra sommeren 2011. En ny stat har taget sin begyndelse.

Jeg fulgte afstemningen i Yei helt nede i syd. I foredraget følges optakten til valget og selve valghandlingen i byen og på landet. Der aflægges besøg hos myndighedspersonerne: borgmesteren, biskoppen, imamen. Den 90 år gamle høvding fortæller sin og landets historie. Det 20 årige unge par ude i stråhytten fortæller om deres liv og forventninger. Pulsen tages på dette nye land.

Hele landets situation sættes ind i både en historisk sammenhæng og en regional og international sammenhæng. Mon optimismen kan holde? Mon det kan lykkes at opbygge en levedygtig stat? Kan alle de etniske grupper holde sammen om én fælles nation? Vil der opstå konflikter mellem kristendom og islam? Kan nord og syd enes om at fordele indtægterne fra olien, som er blandt Afrikas største? Hvad er Kinas position som hovedaftager af denne olie? Hvad vil hele det internationale samfund stille op overfor denne helt nye situation i dette hjørne af Afrika? Og kan det lykkes at holde krigen fra døren?

Udviklingen siden folkeafstemningen har været brutal. Borgerkrigen er desværre kommet igen. Hvorfor?