Iran – præstestyret og befolkningen

    

Det er indtil videre lykkedes det iranske præsteskab fortsat at undertrykke befolkningens krav om forandring og demokrati. Folket har været på gaderne, men er brutalt blevet slået ned. Hvor lang tid kan det blive ved? Og hvad stiller det internationale samfund op med en regional stormagt, som muligvis vil være i stand til at producere a-våben indenfor en kortere årrække? Obama forsøgte forhandlingernes vej - Trump forsøger med den hårde linje.

Som dansker bliver man modtaget med åbne arme i Iran – gæstfriheden er ganske simpelt overstrømmende. Og kritikken af præstestyret og regeringen er er lige så omfattende. Den veluddannede del af befolkningen har taget stilling: de vender præstestyret ryggen. Styret støtter sig på de mindre uddannede og mere traditionelle/religiøse i byen og på landet. Man mener at vide, at 4 millioner kan udkommanderes af systemet med kort varsel. Det er f.eks. dem, vi kan se demonstrere mod Vesten på TV. Det var dem, der demonstrerede mod den danske ambassade tilbage i Muhammedtegningernes tid. Styret har fuldstændig kontrol med alt hvad der foregår i det offentlige rum i Iran.

Samfundet er på mange måder delt mellem tradition og modernitet, mellem gamle og unge, mellem uddannede og ikke-uddannede. Mellem religiøse – og dem, der aldrig har læst et eneste ord i Koranen. Dem som også hører den forbudte vestlige musik – og som ser vestligt TV.

I dette foredrag vil det moderne Iran blive skildret. Og vi kommer helt tæt på nogle af de mennesker i oppositionen, der lever livet farligt. På den anden side skildres det islamiske system – med hele dets kontrol og undertrykkelse. Samtidig tages vi med gennem det uendelige smukke land med hele dets gamle persiske kultur, der uden videre kan føres 2.500 år tilbage i tiden. En kulturarv, som iranerne er meget stolte af – og som de samtidig oplever som en markant forskel til den arabiske kultur vestpå.