Helt tilbage i 1998 vandrede jeg sammen med min hustru fra St.Jean-Pied-de-Port i Sydfrankrig hele vejen ud til Santiago de Compostela. 650 kilometer. Nu har jeg siddet og sundet mine fødder – og bearbejdet min sjæl.
Jeg har et helt nyt foredrag parat. Den ene del sætter pilgrimstanken ind i et større historisk perspektiv. Og den anden del handler konkret om den lange vandring ud gennem det nordspanske flotte, flotte landskab.
Hele vandringsturen sættes hele tiden ind i både de historiske forudsætninger, men også ind i de religiøse, kulturelle og politiske forudsætninger, som havde og har betydning for, hvorfor så mange mennesker valgte – og stadig vælger – at gå på sine ben på vejen ud til Santiago.
Pilgrimsvejen til Santiago blev i middelalderen den mest anvendte pilgrimsvej. Selv pilgrimsvejen til Rom kunne ikke konkurrere. Men hvorfor? Det gives der en række forklaringer på i foredraget. Og hvorfor har pilgrimsvejen fået en renæssance i dag? Det forsøger jeg også at give nogle svar på.
Jeg præsenterer her et foredrag, der på den ene side giver en række kultur-historiske forklaringer på pilgrimsrejsen og på den anden side giver en personlig beretning om, hvordan turen kom til at forløbe for mig tilbage i 1998.
Tag med på en rejse med flotte fotos – og ledsaget af flotte musikstykker. I al beskedenhed.