Cuba – og livet

Dette foredrag bygger på mine rejser i Cuba i 2023 og 2024. Og inddrager ikke mindst hele den aktuelle politiske konflikt mellem USA og Cuba, hvor Trump mener, at Cuba bliver det næste land, han vil have fornøjelsen af at overtage. Efter Trumps blokade af olieforsyninger fra Venezuela til Cuba er landet ved at gå i sort.

‘Cuba og livet’ er titlen på en sang, som en rapper-gruppe udgav i 2020. En klar kommentar til en af Castros store taler, der hed ‘Fædrelandet eller døden’. Det fik forsangeren 7 års fængsel for. De unge mennesker er trætte af det kommunistiske system, der ikke kan levere længere. ‘Ikke flere paroler’. I de sidste 3 år er 1 mill. flygtet ud af landet især til USA. Primært unge veluddannede mennesker. Og Trump ønsker tilsyneladende at kvæle Cuba – med mindre de opgiver kommunismen.

Er det ved at være de sidste krampetrækninger for det sagnomspundne kommunistiske land? Salsa-musikken spiller i gaderne og trods faldende levestandard mødes man konstant af imødekommenhed og overskud. Det er svært for et vestligt menneske at forstå.

I foredraget bliver vi taget med gennem Cubas blodige og enestående historie fra kolonitiden, gennem diktaturer og kommunisme frem til i dag. Gennem mange interviews gives et billede af, hvordan cubanerne opfatter deres egen situation under et kommunistisk diktatur, som måske synger på sidste vers.  Det er farverigt – og elendigt. Kommunistpartiet og militæret sidder stadig tungt på magten, men i hvor lang tid kan det kommunistiske system holde? 

 

Scroll to Top