Afghanistan – hvorhen?

Har rejst i Afghanistan i over 20 år og fulgt udviklingen der. Flere rejser med støtte fra Udenrigsministeriet, DANIDA. De første rejser fandt sted 1999-2001, mens Taliban sad på magten. Flere rejser efterfølgende og gode kontakter i landet og til afghanere herhjemme

Afghanistan kom for alvor på den politiske dagsorden med terrorangrebet 9.september 2001. Og efterfølgende blev Afghanistan en del af vores hverdag med de danske bidrag til terrorbekæmpelsen i Afghanistan. Obama optrappede den amerikanske militære tilstedeværelse. For den afghanske regering var ikke stærk nok til selv at kunne klare kampen mod Taliban og nu også ISIS i landet. Men Obama lagde også an til en nedtrapning, som Trump fortsatte og som Biden nu har afsluttet. Men hvem havde forestillet sig, at Taliban skulle komme så hurtigt til magten igen???

Hvad er Afghanistan egentlig for et land? Hvorfor har Taliban og andre oppositionsgrupper så stor opbakning? Og kan det overhovedet lykkes, at få landet til at fungere nogen lunde stabilt? Hvad vil der ske i Afghanistan i de kommende uger og måneder?

I foredraget kommer vi ind på de lidt længere linjer i Centralasiens og Afghanistan historie, som giver en god forståelse for Talibans magtovertagelse i 1996 og de efterfølgende begivenheder op til i dag. For det første er Afghanistan et hamrende fattigt land. For det andet er Afghanistan splittet mellem mange forskellige etniske, sproglige, religiøse og kulturelle grupper, hvilket gør det svært at etablere en bare nogenlunde fungerende stat. Og for det tredje har udenlandske magter gang på gang blandet sig i de interne anliggender i landet. Og det gør de stadig.

Samtidig er Afghanistan karakteriseret ved markante forskelle mellem land og by. På landet leves livet helt traditionelt, som man har gjort gennem århundreder. I byen derimod, er den vestlige påvirkning slået kraftigt igennem med materiel velstand, uddannelse, mode, medier og moderne mentalitet.

I foredraget kommer vi helt tæt på afghanernes liv og levevilkår. Via mit kendskab til og interviews med mange centralt placerede afghanere i Herat i det vestlige Afghanistan, vil jeg give mit bidrag til at skabe en større forståelse for, hvad der foregår derude. Og hvorfor nogle afghanere har været nødsaget til at opgive alt ved at flygte til Danmark. Og beholde livet.

Scroll to Top